Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Skårup Børnehus

   

​​Vi er et integreret børnehus med 15 vuggestuebørn i alderen 0-3 år og 50 børnehavebørn i alderen 3-6 år i et gammelt hus med mange rum og kroge.  Ultimo start 2024 åbnes et modulhus med ekstra børnehavepladser.

legFor os er det betydningsfuldt at skabe stjernestunder hver dag for små og store, - i et fællesskab med nærvær, tryghed og livsglæde

Vi har fokus på børnefællesskabet og arbejder med en tydelig, forudsigelig struktur. Hver dag er alle børn sammen om en planlagt aktivitet i en bevidst sammensat læringsgruppe (5-8 børn) og en voksen, hvor temaet fx kan være dans, teater, mindfulness, skoven, krop og bevægelse, legegruppe og m.m. Det mindre fællesskab giver plads til nærvær, ro og fordybelse for børn og voksne. Her er børn og voksne sammen om noget.

Legen spiller en central rolle, og vores struktur giver plads til både spontant opståede lege, som børnene selv finder på, og lege og aktiviteter, hvor den voksne går forrest og inspirerer og guider.

Alle børn er forskellige, hver med deres personlighed og forudsætninger, og vi arbejder differentieret og tilpasser fx samling, aktiviteter og rammer, så alle børn har mulighed for at være aktivt deltagende, føle sig som en del af fællesskabet og møde passende udfordringer.

Vi har fokus på relationen og arbejder med Minidiamant, hvor barnets forståelse både af sig selv og af kammeraterne styrkes. Her arbejdes med at sætte ord på, forstå og håndtere egne og andres følelser. 

Vi er foran, bagved eller ved siden af og opmuntrer barnet til selvhjulpenhed, også selvom det bliver bøvlet, og hele tiden med små succeser, der giver tro på eget værd og lyst til deltagelse og nye udfordringer.  

legVi vægter uderummet højt, og har en stor grøn legeplads med gamle træer, bakker, bålplads og masser af gemmesteder. Her udfordres børnene både kropsligt og sanseligt. Barnet lærer verden at kende gennem krop og sanser, og her kan det eksperimentere med forskellige måder at bruge kroppen på, og ikke mindst opleve glæden ved at bevæge sig alene og sammen med andre børn og voksne. Vores legeplads har både læringsmiljøer, der indbyder til ro og fordybelse og til vildere lege med fart på. Vi er et Gazellebørnehus og alle medarbejdere har gennemgået kompetenceudvikling i Aktive Børn. Lige overfor børnehaven liger rideskolen, som vi besøger, og lige ned ad markvejen går vi til Bamseskoven. Vi bruger i det hele taget nærmiljøet meget.

Hver fredag er Cittaslow fredag, hvor alle i huset mødes omkring bålet, synger fredagssang og slutter ugen af sammen. Nogen gange laves der brød eller andet på bålet. Vi har Grønne Spirers flag, og vores basisprodukter som mel, havregryn m.m. er økologiske. 

Vi samarbejder tæt med Dagplejen, som har deres heldagslegestue i en pavillon på vores legeplads. Ligeledes har vi et udvidet og tæt samarbejde med Skårup Skole, som er vores nabo. Børnene lærer skolen og at kende. Hermed er vi med til at sikre gode overgange for alle børn. 

Vi hylder mangfoldighed, er en blandet personalegruppe med ”nye” og ”gamle” medarbejdere, som vægter høj faglighed og et stærkt fællesskab. Vi har et gammelt hus med mange rum og kroge. Vi vil gerne at alle børn, forældre og personaler mødes i et fællesskab md fokus på faglighed og åbenhed, hvor man føler sig tryg og velkommen, som den man er.